Antikke Filosoffer Der Ikke Er Bange For Døden
Trøst dig ikke med et godt liv efter døden.
Antikke filosoffer der ikke er bange for døden. Den er også bedre end andre dage. 40c e det er ikke kun at den helt drømmeløse nat er bedre end andre nætter. Ifølge sokrates var filosofien blot en forberedelse på døden.
Døden er ren negativitet. Kierkegaard bestemte tilværelsen som sygdommen til døden og den tidlige heidegger udlagde tilværen som væren til døden. Han besluttede at tage et bad inden han drak giften så kvinderne slap for at vaske ham efter hans død.
Men jeg er helt uenig i den positive udlægning af døden. Ville filosoffer have brugt 2500 år på at lære at dø hvis ikke døden var den ultimative tragedie. For på den måde fore kommer evigheden ikke at være længere end en enkelt nat.
De filosoffer der udlægger døden som livets mening kommer til at isolere selvet. At springe ud omvendt synes jeg at nietzsches tanke er bedre. De beskrev begge mennesket som individuelt og fundamentalt isoleret.
Der er intet positivt ved døden. Det at være fuldstændig bevidstløs er ifølge dette noget af det bedste vi kan opnå. Sokrates mente svaner har en profetisk indsigt i at der venter dem noget godt efter døden og jeg forlader livet ikke mere trist til sinds end de er.
Han gav sig god tid så det nærmede sig solnedgang da han kom nybadet tilbage. For døden er kun vores egen. Og døden er ikke for de døde for de er der ikke.
Vi dør alle en eller anden dag så koncentrér dig om nuet og tænk ikke så meget på hvad der sker når vi ikke er her mere det er en fin tilgang til livet som jeg også har taget til mig for jeg tror ikke på liv efter døden. Det er muligt at det er der det ved vi ikke men at klynge sig til håbet vil få dette liv til at skrumpe ind. Når vi har fået et sværere forhold til døden skyldes det at vi også har fået sværere ved at finde os i at vi alle er en del af noget der er større end os selv.
Døden er ligesådan påstår jeg at den er en fordel. Der er intet opbyggeligt ved den.
